Dette indlæg, kommer fra en diskussion, jeg havde for nylig med en af mine venner. Han havde netop set de danske film ”Arven” (Per Fly, 2003) og ”Kundskabens Træ” (Nils Malmros, 1981). Han mente, at der ikke skete noget i filmen, og at kameraet nogle steder dvælede for meget ved karaktererne.
Dramatiske fortælleformer
Historien, begge film fortæller, er fortalt anderledes end de fleste Hollywood produktioner. Filmstudierne, deriblandt Marvel og Pixar (for at nævne et par stykker), giver deres hovedkarakterer eller ensemble et specifikt mål, og nogle modstandere. Dette er inspireret af aktantmodellens opbygning med en modstander eller fjende, som modarbejder heltens mål (Antagonist vs. Protagonist). Dette er typisk brugt i superheltefilm; som eksempel ved vi, at Batman (næsten) altid skal slås mod Jokeren. X-Men, The Avengers og lignende filmfranchises benytter lignende teknikker. Modellen gør det også yderst let at lave føljetonfilm (sequels), idet en ny skurk bare skal findes, og historien kan fortælles igen, ud fra de præcis samme modeller. Samtidig er størstedelen af produktioner fra Marvel og Pixar føljetonfilm.
I forhold til originale filmværker, deriblandt ”Arven” og ”Kunskabens Træ”, eksisterer sjældent lignende forgængere. ”Arven” er en del af Per Flys klassetrilogi, som begyndte med ”Bænken” (2001), og afsluttede med ”Drabet” (2005), og ”Arven” var derfor den anden film i trilogien. Arbejdet lagt i ”Arven” er dog på sin vis det samme som i bænken. ”Bænken” omhandler de fattige danskere, og Arven de rige danskere. Per Fly lavede inden produktionen på ”Bænken” en grundig research af det ”fattige” Danmark, og ligeledes gjorde han det til ”Arven”. Disse indtryk, har Fly omsat til scenografien i henholdsvis ”Bænken” og ”Arven.” I ”Arven” ligger der en kraftig distance til familien og hovedkarateren Christoffer (Spillet af Ulrich Thomsen). Christoffer fremstilles primært i totaler, og nære billeder er ofte filmet med zoom. Zoomet gør, at vi aldrig får et ”pænt” billede af Christoffers ansigt, og dermed er det svært at identificere sig med ham. Dette er på grund af Per Flys bevidste beslutning om, at seeren kun observerer det rige velstillede miljø. Vi er med andre ord ikke inviteret indenfor. (Dette ses også, da mange optagelser foregår gennem en døråbneing, bag et hegn eller med forhindring af fuldt udsyn til karakteres sted og miljø.)
Karakternes indre rejse
Både ”Arven” og ”Kundskabens Træ” har ingen ”klare” mål for deres hovedkarateren eller deres ensemble. ”Kundskabens Træ” omhandler 2. Mellem, som filmen følger til dimensionsfesten i 3. Mellem (I dagens Danmark er det 8.-9. klasse). Filmen er optaget over 2 år, og skuespillerne får mulighed for at udvikle sig naturligt, hvilket ligeledes påvirker karaktererne i filmen. Elin er i begyndelsen en af de populære i klassen – i slutningen vil ingen kendes ved hende.
Et specifikt ”mål” eksisterer på samme måde ikke for de unge mennesker i 2. mellem i ”Kundskabens Træ”, som i Pixar og Marvel filmene. Der er ingen fysisk skurk. De unge mennesker i ”Kundskabens Træ” skal i stedet besejre sig selv, for at blive klogere. Det samme sker i ”Arven”. Christoffer har intet ønske om at føre familiens stålvirksomhed videre. Han ønsker i stedet at være sammen med sin kæreste Maria. Christoffers familie forventer, at han overtager virksomheden, da Annelise (Christoffers mor, spillet af Ghita Nørby) mener, som hun siger: ”Du er den eneste, der evnerne til det.” Dette er dog ikke noget, som seeren fortælles, men er del af filmens budskab.
Skurken – eller findes den?
Annelise har et kynisk menneskesyn, som underbygger filmens (og familiens) præmis. Filmen forsøger at give et billede af overklasse miljøet, og fortæller seeren om det. Vi ved ikke, at Christoffer har planer om at begå selvmord i Frankrig, før det rent faktisk sker. Annelise kommer, og tager ham med, med forventningen om, at han fortsætter i virksomheden. Til sidst ender Christoffers liv med at falde fra hinanden. Han mister sin kæreste Maria, og er selv blevet ligeså kynisk som sin mor. Hans tab af kæresten vises i filmens sidste sekvens. Christoffer ses sammen med Maria i en park, hvor hun inviterer ham i teatret (Maria er skuespiller på samme teater). På teatret ser Maria et tomt sæde, der hvor Christoffer skulle have siddet. Imens sidder Christoffer på en nærliggende restaurant, ligeledes med en tom plads. De har på denne måde mistet hinanden.
Hverken Christoffer eller de unge mennesker i ”Kundskabens Træ” snakker aldrig om at besejre en ”skurk.” Karakterne er i stedet fremstillet mere eller mindre gode, men vurderingen kan seeren selv få lov at lave. ”Arven” og ”Kundskabens Træ” er derfor fortalt meget anderledes end Hollywoods historier, og dette skræmmer muligvis mange væk fra filmen. Den klassiske Hollywoodhistorie er fortalt med salg af billetter for øje, og ikke med en kunstnerisk agenda. Da disse store Hollywoodproduktioners primære formål (desværre) er omsætning og ikke at fortælle en god historie, prøver de at nå den bredest mulige målgruppe. Denne målgruppe er oftest Teenagedrenge eller -piger. Samtidig gøres historien lettilgængelig med brug af diverse fortælletekniske hjælpemidler (Point-of-no-return ligger omkring 30 minutter inde i filmen), så seeren ikke skal tænke for meget over handlingen. God gammeldags underholdning, som ligger i kølvandet på 40/50’ernes sluttede romantiske ”realisme”.
Vis det
Andre film derimod, har en agenda. Disse har et klart budskab, og vil have seeren til at arbejde for at finde handlingen i filmen, og ikke mindst filmens budskab. Mængden af arbejde, som instruktører forventer af publikum, er meget forskellig, og nogle ønsker også bare at underholde. Én instruktør, som ikke lægger nogen form for hjælp til seeren er Micheal Haneke, i filmen Caché (Skjult, 2005). Filmen handler om et par (Georges og Anne Laurent), som får sendt mystiske videobånd, optaget ude fra deres have. Sammen med disse bånd findes en voldsom håndtegning. De først 5 minutter af filmen sker der, som nogen vil mene, ingenting. Der er kun 3 klip i disse 5 minutter, modsat omkring 60 klip i de fleste Hollywoodproduktioner. I virkeligheden observerer vi deres lejlighed udefra gaden, og bliver dermed selv skyld i filmens senere handling. I løbet af filmen modtager parret flere og flere video bånd, som minder Georges om sin fortid. Disse videobånd ender med at ødelægge Geoges og Annes forhold, og dette sker især, fordi Georges ikke fortæller om sin fortid, eller inddrager Anne i sine planer om at finde ud af, hvem der sender disse mystiske videobånd.
Det væsentligste er dog, at intet af dette på noget tidspunkt fortælles til seeren. Parret får besøg af nogle venner, og samtidig modtager de endnu et videobånd. Manden fortæller ikke konen om det, mens gæsterne er på besøg; han lyver i stedet, og venter til senere. På intet tidspunkt bliver det konkret, hvem der har sendt videobåndene. Filmen slutter også abrupt, og bare sådan uden videre. Er dette ikke noget, man er vant til, syntes filmen uforløst; Hollywoods produktioner lader sjældent noget være uforløst når filmen slutter. I stedet placerer de en Cliffhanger, så de har mulighed for at lave endnu en føljeton (som måske eller måske ikke besvarer Cliffhangeren), og dermed sælge flere billetter. Men du vil aldrig se Micheal Haneke lave en såkaldt ”Caché 2.”
Gilbert
Magical Movies
Skriv et svar