ADVARSEL: Følgende artikel indehold emner, som nogle vil finde stødende. Den inkluderer emner som kannibalisme, sex og mord. Du vil måske føle ubehag ved at læse artiklen og derfor er artiklen IKKE for børn.
Instruktion og manuskript: Julia Ducournau
Længde: 95 min
Musik: Jim Williams
Scenograf: Ruben Impens
Skuespillere: Garance Marillier (Justine), Ella Rumpf (Alexia), Rabah Nait Oufella (Adrien), Laurent Lucas (Faren), Joana Preiss (Moren)
Raw på IMDB Streaming i Danmark: Itunes, Google Play og Blockbuster.
“Raw” købte jeg på DVD for 4-5 år siden, da jeg så den hollandske youtubers “Horrible Reviews” anmeldelse af filmen. I sin video (herunder) stillede han det teoretiske spørgsmål, om “Raw” var en kunstfilm. Jeg boede i København på det tidspunkt, så jeg købte filmen kort tid efter i Faraos Cigarer. Da jeg så filmen, var jeg vældig overrasket. Det var kort tid efter, jeg havde set min første “ekstreme film” – “Requiem for a Dream” af Darren Aronofsky. Sidste år, fik jeg endelig genset filmen, og jeg havde det på præcis samme måde; “Raw” er film, som jeg oplever, bliver siddende i kroppen længe efter.
“Raw”, eller “Grave”, som filmens franske titel er, er Julia Ducournaus debutfilm. Julia (f. 1983) er datter af to læger, der også er filmentusiaster. I de interviews jeg har set, fortæller hun, at hun i smug så “The Texas Chain Saw Massacre.” (1973) og samtidig ser hun ikke sine egne film som horror eller gyser, men som dramaer eller komedier med body-horror elementer. Det er på sin vis også fornuftigt, da hverken “Raw”, “Titane” (2021) eller “Junior” (2011) er horror i konventionel forstand.
Det er ligeledes hende selv, der har skrevet manuskriptet til alle tre film. Hun er uddannet manuskriptforfatter fra Le Fémis. Disse evner bruger hun til at give sine historier en stor tematisk dybde, som jeg ikke har set før. Det betyder derfor også, at der er mange forskellige tolkninger af hendes film. Dette gør hendes film åbne til præcis den tolkning, som du ender med at konkludere, når du ser dem. Samtidig kan filmene også vokse med dig, ligesom karaktererne, historien og filmens neonæstetik.
I denne første artikel om væmmelige film, er det kun “Raw”, som jeg vil kommenterer på. Jeg mener, det er en film, som alle burde se, og derfor vil jeg ikke afsløre for meget af historien.
Filmens historie:
Justine (Garrance Mari) skal begynde på veterinærskolen. Ligesom sine forældre og sin søster Alexia (Ella Rumpf) vil hun også være dyrlæge. Hun kører med sin mor og far til skolen, så hun kan hentes af Alexia. På vejen stopper de tre på en tankstation og hendes mor bliver sur, da hun får en kødbolle serveret på tankstationen på vejen til skolen.
Da de derefter kører hen for at møde Alexia, kommer hun aldrig. Samme aften opdager Justine både at hun har fået værelse med homoseksuel mand (hun ønskede en kvinde som værelseskammerat) og skolens hazing-ritualer begynder. Det er de ældre elever der arrangerer disse ritualer, som begynder med en velkomstfest og bizar introduktion. Kort tid efter, skal Justine spise en kaninmilt – endnu en ubehageligt element af de hazing-ritualerne.. Hun føler sig ikke tvunget, og Alexia hjælper hende. Efter denne oplevelse får Justine udslæt og en ukendt sult…..……
SPOILERS/Afsløringer af historiens videre detaljer følger herunder.
Kød og sex:
Derefter bliver “Raw” til en body-horror-coming-of-age film. Justine skal ikke bare kæmpe med de nye lyster, men hun er også på egen hånd. Skolen er helt ny, og Alexia er ikke til megen støtte. Hun bliver hurtigt udpeget til at være den bedste i klassen, så at fejle kan få store sociale konsekvenser for hende.
Med hendes lyst til kød, kommer også lysten til sex. Justine er også enormt usikker, fordi det første gang i hendes liv, hun er på egen hånd. Justine har kun sin søster at støtte sig selv, som går på årgangen før hende. Så da Alexia selv har været gennem ritualerne, mener hun, Justine også må kunne klare dem. Deres forhold udvikler sig kontrapunktisk. I filmens anden halvdel skal Justine finde balancen mellem sex, sin lyst til menneskekød, sig selv og sin søster. Samtidig er hendes lyst til kød også blevet vækket og hun tager nogle helt andre valg. Det er denne kontrapunktiske balance, som Julia orkestrerer til perfektion.
Grunden til “Raw” er en væmmelig film, er fordi, dens special effekter er realistiske. Der bruges en god mængde blod i filmen, men aldrig overdrevent eller komisk. Det bliver brugt til at fortælle om Justines udvikling og lyster. Første gang blodet bruges, er i en berygtet scene med en finger. Derefter kommer 2-3 andre scener, og langsomt skrues der op få mængden af blod og scenernes væmmelighed.
Beskidt og farverig:
Julia skærmer os aldrig for Justine virkelighed, der er ny på veterinærskolen. Kollegiet hun bor på, er en gammel faldefærdig bygning, og på samme måde er hendes tid på skolen også fyldt med ubehagelige scener med dyr. Derfor får filmen et “beskidt” look, fordi vi søger væk fra denne væmmelige verden
Hver gang jeg ser filmen, fortæller billederne en stor portion af historien. Julia bruger mange frøperspektiver i filmen, fordi hun samtidig vil vise os mennesker som dyr. Det er et tema, hun også fortæller om, gennem mange mennesker der ses foroverbøjet. Dette ses tydeligere ved gensyn, og særligt i en scene med en hårbolle.
Selvom der er tale om en body-horror film, er det ikke effekterne som fylder. Det er brugen af farver i røde, gule, grønne og blå nuancer, som gør filmen helt speciel. Filmen får et neonskær og et liv, så billederne aldrig er kedelige at se på. Ønsker du at se væk fra de væmmelige scener, får du svært ved det i denne film. Uanset hvor klamme, væmmelige eller ubehagelige scenerne er, vil det være svært at kigge væk.
På lydsporet bruger Julia punkmusik og et technosoundtrack komponeret af Jim Williams. Det er musik, der er valgt med det formål, at skabe ubehag. Det lyder ikke som musik, jeg har hørt i andre film. De ca. 3 punksange som er i filmen, har også alle et formål. Hver sang er valgt med det formål, at fortælle om karaktérens sindstemming. Det er typisk Justines tanker, vi på denne måde får indblik i. Julia ved, hvilken musik hendes film skal have, og det kan mærkes.
Søstrene:
Det er Justines og Alexias modsatrettede udvikling og deres søsterrelation, der er grundlaget for filmens historie. De har begge lyst til menneskekød, men Justine tror, at det er på grund hende, at Alexia har fået lyst til det. Filmens historie foregår i den første uge på Justines studier, hvor hun udforsker sin seksualitet og lyst til kød. Hvordan det vises i sammenhæng, må du selv finde ud af. Alexia er derimod mere aggressiv i sin tilgang til kødet. Hun opsøger eller er selv skyld i nye dødsfald, så hun kan få mættet sin sult. De to slås også i en scene, fordi Alexia har sendt optagelser til andre elever med Justine fra en fest på skolen. Det er deres forhold, der gør filmen så troværdig, fordi jeg føler det som om, de kunne have være søstre hele livet. Julia instruktion, manuskript og casting er så stærk, at jeg aldrig bliver i tvivl om søstrenes relation. Garrance (som spiller Justine) er Julias har også i rolle både “Junior” (som hovedkarakteren) og en mindre rolle i “Titane.”
Anbefaling:
“Raw” er en af de film, som jeg mener, alle burde se. Samtidig ved jeg godt, at alle ikke har lyst til at se den. Filmens realistiske vold, smarte æstetik, kontroversielle emner og tematikken om mennesker som dyr, er det ikke alle, der kan lide. Filmen har jeg set 4 gange i det seneste halve år, og det er absolut ikke en film, som jeg nemt kan lægge væk. For mig er “Raw” en film om, ikke at kunne falde til i nye omgivelser og om, hvordan samfundet ser på den, der ikke passer ind i dets snævre normkodeks. Julia har skrevet “Raw” på en sådan måde, at der er mange fortolkningsmuligheder til fri afbenyttelse, da filmen er fuld at interessante temaer. Derfor håber jeg, du har fået lyst til selv at se den.
Skriv et svar